Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Prædiken Allehelgen søndag

Prædiken Allehelgen søndag


# Prædikener
Udgivelsesdato Udgivet af Thomas Krøgholt, onsdag d. 10. november 2021, kl. 16:47
Prædiken Allehelgen søndag

Alle helgen 2021

 

”Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.« Amen

Alle helgen kommer os alle ved – ikke bare i dag, men hver eneste dag, fordi vi alle på et eller andet tidspunkt har mistet eller kommer til at miste, og fordi vi alle bevæger os mod døden.

Når vi hører saligprisningerne, skal vi lægge fokus det rigtige sted, ellers får vi dem galt i halsen som noget blåøjet sludder. Fokus skal være på Kristus.

Saligprisningerne er enestående og umulige at sammenligne med noget andet. De minder ikke om vore ordsprog og menneskelige erfaringer, derfor er de også provokerende og barske, selvom Guds søn her rækker os evigheden og kærligheden som gave. Vi er ikke en døjt salige, fordi vi sørger, vi er salige fordi Gud trøster os. Vi er ikke salige, fordi et eller andet mirakel har gjort os åbne i hjertet, men fordi vi skal få Gud at se. Vi er ikke salige, fordi vi er fattige i ånden, og ikke værger os for hinanden, men fordi Jesus gennem sin død og opstandelse rækker os himmeriget. Der er ikke tale om nogle krav eller forventninger vi skal leve op til, det er Gud, der gør os salige, fordi han giver os sit rige.

Derfor vender saligprisningerne op og ned på vore begreber. Hvor er de folk vi normalt betragter som salige, de heldige ja lykkelige – de er blandt de selvsikre, magtfulde, sorgløse, de dygtige – men sådan ser de færreste sig selv – i hvert fald ikke hele tiden – alle kender til at føle sig svag, knust, uheldig, sørgende, ensom og bange.

Disse forskellige mennesker som Jesus her beskriver ganske kort er alle i nød, og dog kalder Jesus dem for salige. Pointen er, at både i liv og død er saligheden ikke bundet til, hvad vi er, men hvem Gud er – den Gud vi møder i Kristus.

Forfatteren Karl Ove Knausgaard, fortæller om sin fars død – den far, der havde været en tyran, den far Karl Ove frygtede og ønskede død, den far der efter skilsmissen endte med at falde ned i et stort sort alkoholisk hul, som han døde i.

Da denne på mange måde ubehagelige far blev begravet og præsten læste Guds ord over hans kiste, da gik det op for Karl Ove, hvad den kristne nåde er. Han beskriver det med disse ord: ”Det var, da han ikke blev set som dette bestemte menneske med disse bestemte egenskaber og tilbøjeligheder, men blev set på som et menneske blandt utallige mennesker, og hans skæbne blandt utallige skæbner. Det var nåden…Nåden ophæver alle forskelle, i den er alle lige. Det er det og intet andet kristendommen handler om.”

Er det ikke netop det, Jesus siger med disse saligprisninger, af alt det i livet som vi mennesker ellers forsøger at undgå, og det vi stræber efter at opnå – det er ikke det, der gælder for Gud. Jesus priser os salige, fordi Guds nåde og kærlighed står ved magt og er vores virkelighed, nu og altid. Jesus taler som om dette rige allerede er kommet og er åbent, virkeligt for alle. Uden forskel.

Karl Oves tyranniske og fordrukne far der dør i en ubeskrivelig svinesti – han møder den samme nåde som det varme, kærlige og på alle måder ordentlige og respekterede menneske han ligger side om side med på kirkegården. I Gud ophæves alle forskelle.

Der er ingen rimelighed i det Jesus siger, men der er en uendelig kærlighed, og et håb der rækker videre. Og de døde, vores elskede, vores kære de viser os vejen, de viser det håb, der gælder nu for os, der sidder knugede, tomme, sorgfulde, bitre eller på anden måde ramte af vores tab i livet.

For de afslørede vores fattigdom og afmagt, da de blev taget bort fra os. Da fandt vi os selv blandt dem, der sørger og som af sorgen nødes til at tale lavmælt, grødet, uden store ord, ja sagtmodigt. Da blev vi fattige i ånden med et liv, der var brudt i stykker, og som ikke mere lod sig samle. Da blev det også svært at se, hvad der kunne være ret i verden. Sådan sætter vores døde os på vores plads med hinanden, i det lave. Men det var også dem, der fra evangeliets verden kan hjælpe os til at se det lys, som de nu lever i, som vælter ud i verden gennem sprækker og åbninger, gennem revner og huller i alt det perfekte .

Og i det lys, i Guds evige lys, håber vi, at alt det giver mening, som vi endnu ikke kan hitte redde i. At der hvor vi ikke kan skelne mellem meningsløshed og mening der kiler der sig et lys ind og taler til os – fra  Gud, der vil indgyde os mod til at være præcis så fattige i ånden, så sagtmodige, så retfærdigheds-hungrende og barmhjertigheds-tørstende, så rene af hjertet og så længselsfulde efter fred, som kun sorgen kan gøre os.

 I det lys finder vi måske ind i et kirkerum for at høre evighedsfarvede ord, ord fra Gud, som når der siges: Din sol går ikke ned, din måne tager ikke af, for Herren er dit evige lys og dine sørgedage er forbi. De der står for Guds trone skal ikke længere sulte eller tørste, Gud vil tørre hver tåre af deres øjne. Kort sagt, der findes et sted, hvor sorgen ikke længere er til og, hvor de døde er holdt op med at dø. Den trøst kommer til et hvert sørgende hjerte udefra. Fra den Gud, der trøster os salige med ordet om, at han hver dag skænker både os og vore døde den forsikring at han er med os. Forskellen på den trøst vi kan give hinanden og den der kommer udefra, fra Gud, er at Guds trøst den står Jesus Kristus inde for med sin person, med sin død og med sin opstandelse, der gør at han som den eneste har fået givet magt til at sige til os: Se, jeg er med dig alle dage indtil verdens ende. Sanne Grunnet